fredag den 31. januar 2014

På bunden af strikkekurven

Jeg er i gang med en større oprydning på mine håndarbejdshylder...
Det er da ikke så lidt, jeg har fået samlet sammen af garn, udklip og udskrifter af diverse mønstre, materialer fra dengang jeg lavede æsker, cykelslanger, knapper, perler og alt muligt andet.
Der er allerede fyldt mange sække, men jeg er ikke færdig endnu. Jeg prøver virkelig at få ryddet i bund denne gang!


På bunden af en kurv dukkede denne - for længst glemte - trøje op. Ryggen og de to forstykker er færdige, og det første ærme er påbegyndt. Strikket i Arwetta ekstra fin merino.


Spørgsmålet er nu, om den skal strikkes færdig? Tænke, tænke...

Til gengæld er disse to par sokker klar til at lune fødderne på en lille dreng, de sidste par tråde skal lige hæftes. (Billedet lyver - de er lige store). Strikket på gammeldags maner på strømpepinde nummer 2½.


En Daffodil mangler også kun de sidste sting, knapper og vask. Farven er helt forkert. Den bliver præsenteret ordentligt, når den (engang) er klar.


Til sidst vejret. Sådan ser der ud på min terrasse (Fotograferet i går). Jeg håber meget, at meteorologerne har ret, når de siger, at tøvejret kommer i weekenden!

God weekend!
AC

søndag den 19. januar 2014

Trøjen passer til vejret

Siden sidste indlæg er det da blevet til lidt strik mest i str. 1 år. Der er sendt et par veste og nogle sokker længere ned i landet.

Denne trøje er parat til at blive sendt.


Udgangspunktet er en opskrift fra et Mayflowerhæfte. Jeg har forenklet selve mønsterstrikningen - udeladt nogle borter -, da jeg ville have et mere enkelt udtryk.
Lukningen på skulderen var hæklet, jeg har strikket den som halskanten med knaphuller.
Ærmerne har jeg strikket ved at samle masker op og så strikke nedad  på rundpind, så der var ikke meget monteringsarbejde, da selve strikningen var gjort.

Garnet er Mayflower Easy Care (100% uld), det er meget blødt, kan bestemt ikke kradse den lille gut, der skal bruge den. Den er strikket på p. 3.


Var der nogen, der sagde sne? Vi fik vores andel. Jeg håber, det er tryllet væk, inden bilen skal startes i morgen tidlig!
Hilsen AC