Viser opslag med etiketten Ferie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ferie. Vis alle opslag

søndag den 30. oktober 2016

I gang igen


Sidste søndag kom vi hjem fra to vidunderlige uger på Kreta!
Det er 3. gang, vi har været der på denne årstid. Der var et par dage med lidt grumset vejr, men ellers var der strandvejr med meget behagelige temperaturer og skønt badevand.


Jeg holder meget af dette morgenlys og den stille stemning, når dagen starter.
Hotellet ligger i en bydel i udkanten af Chania.


I lufthavnen startede jeg på Vingefang af Rachel Søgaard fra bogen Detaljer med sting og masker.
Det passede lige til en kop formiddags - Frappe på hotellet.


Hjemme igen strikker jeg videre på Sanne Fjallands smukke Lace. Om nogle få pinde skal jeg i gang med at forme det øverste af ærmet v.hj.af vendepinde, så der er ikke langt tilbage. Jeg glæder mig!

Fortsat god søndag
Anette

søndag den 2. august 2015

På tværs

Noget kan komme på tværs.
Nogen kan være på tværs.

Man kan også strikke På tværs.


Her er jeg ved at samle masker op til ærme nr. 2, så nu er det bare med at få fart på!

Trøjen burde egentlig være færdig, men jeg "kom til" at starte på endnu en trøje af Lone Kjeldsen. Jeg strikker i skønt uldgarn fra Knudegarn i Lønstrup, men nu må den vente lidt.


Jeg har ikke oplevet, nogen være på tværs i denne sommer, men noget kom på tværs:-(
Vi tilbragte en uge i vores telt her i Nordjylland og kom hjem til et hus, hvor der havde været indbrud øv øv.

Den eller de var åbenbart kun interesseret i smykker og kontanter, så en del af mine smykker er borte. Helt naivt tænker jeg, hvad berettiger andre til at stjæle min fars gave til min mor til deres guldbryllup, som jeg har arvet? Eller det første smykke, jeg fik af min mand? Det kunne jeg godt tænke mig at spørge vedkommende om...
Politiet kom hurtigt og vi fik en fin behandling. Derefter var det med at få fat i en tømrer og få ordnet døren og få kontaktet forsikringsselskabet.
Det var ikke lige sådan, vi ønskede ferien skulle slutte!

Den er nemlig ved at være slut, så det er med at nyde hvert øjeblik af denne søndag! Så det vil jeg gøre!
God søndag til jer alle!
Hilsen Anette

torsdag den 25. juli 2013

Ikke helt som planlagt

Vi havde dejlige dage på vores ferie på Kreta. Gjorde alt det, som vi længe havde glædet os til.
Besøgte også det store marked i Rethymnon. Der bugnede bl.a. af indbydende grøntsager og frugt.


Vi skulle rejse hjem forrige lørdag, men fredag blev min mand syg og måtte indlægges på en klinik i Chania. Han har det fint igen!
Vi fik en fin "betjening" på klinikken, grundige undersøgelser og jeg kunne  bo der, sammen med ham i en,  to-mands stue.

SOS Danmark og Europæiske var til stor hjælp både undervejs og med at arrangere en ny hjemrejse.
I stedet for at flyve direkte til Aalborg, fløj vi forrige tirsdag til Billund, kørte i lejet bil til Aalborg Lufthavn og så hjem i vores egen bil.

Vi kunne godt have været denne oplevelse foruden, men når det nu skulle være, er vi meget taknemlige over den behandling, vi har fået af alle involverede. Systemet fungerede.


Nu nyder vi det fantastiske sommervejr herhjemme. Vi bor nærmest på terrassen.
Billedet er udsigten til Rubjerg Knude taget fra rastepladsen ved Vennebjerg Mølle.
Hilsen AC 

fredag den 28. juni 2013

Hov - så kom den endelig ferien

Den har været længe ventet denne sommerferie!

Det har været et hårdt forår i skoleverdenen, som de fleste ved. Samtidig har jeg ved siden af min undervisning videreuddannet mig, hvilket har medført opgaveskrivning(er) og eksamen, så alt i alt har det været et hårdt år.


Denne skønne strand venter nu! I morgen flyver vi til Kreta. Vi skal dase, bade, spise lækkert græsk mad og læse en masse gode bøger. Slentre rundt i Rethymnon og bade igen.
Om jeg glæder mig?

God sommer til jer alle!
Hilsen Anette

lørdag den 23. marts 2013

Så er der ferie

Roen sænker sig.
Påskeferien er nu startet, og det er tiltrængt!

Huset dufter af nybagte boller, og dejen til løgtærte med røget laks ligger klar i køleskabet.

Der har ikke været så megen strikketid den sidste tid, men Pine skrider planmæssigt frem.


Sideløbende er der strikket lidt småtterier, så kurven med monteringsarbejde står klar.


God  solskinslørdag - AC

mandag den 15. oktober 2012

Udenfor sæsonen

Vi fik mulighed for at tage en tur til vores sommerferieyndlingssted Kreta.
Det seneste, vi hidtil har besøgt øen, er i slutningen af august.
Denne gang blev det så i oktober, vi kom hjem i går.


Tirsdag formiddag var vi på stranden og badede, men skyerne trak mere og mere sammen, så vi rykkede op på balkonen, og lidt efter væltede det ned med regn, og det fortsatte hele eftermiddagen. 

Det var meget fascinerende at sidde der i sommertøj, mens det styrtede ned, og vi spiste enkel frokost med lidt godt græsk brød, tun og friske grøntsager.

Til aften klarede det lidt op igen, og resten af ugen var der dejligt vejr.


Her nydes udsigten fra det lokale marked ned over bydelen Nea Chora, hvor vi boede. Det er i udkanten af Chania by - ca. 15. minutters gåtur, så vi havde fordelen af både strand - og byliv.

Jeg elsker at stå op om morgenen og sidde på balkonen, mens dagen vågner lige så stille. I oktober er det nok den køligste tid på dagen, men i løbet af kort tid kan jeg mærke, hvordan lunheden sniger sig ind, og jeg kan lægge den trøje, der er nødvendig i starten.
Som om sommeren kunne vi være udendørs - også om aftenen - i sommertøj, enkelte aftener med en trøje over skulderen. Når vi kom hjem efter at have været ude at spise om aftenen, kunne vi slutte dagen af på balkonen.

Selv om jeg elsker sommervarmen i juli, er det da noget rarere at bevæge sig rundt på denne årstid, der er varmt, men ikke ulideligt f.eks. at gå bytur.
Så at rejse på denne årstid kan klart anbefales, hvis man er indstillet på, at vejret kan skifte lidt.



Og så et sidste billede i denne omgang: Levering af frisk grønt til strandcaféen.

Vi har nydt hvert sekund af ugen og glæder os allerede til næste gang!
(PS: Lige nu kl. 13 - 14 græsk tid - er der 27 grader i skyggen i Chania. I Hjørring er der 9 og regnvejr).
Hilsen AC 

onsdag den 18. juli 2012

Græske farver - næsten

Jeg ville have et lille hyggeligt strikkeprojekt, mens jeg overvejer, hvad der ellers skal på pindene...

Der er mange, der har strikket tørklædet Leftie. Så det har jeg slået op til, mens Touren kører i bjergene.


Jeg har dykket ned i kurven med mange af mine yndlingsfarver, og efterhånden som det vokser, kan jeg se, at det næsten er de farver, som jeg har nydt så meget de sidste par uger på Kreta på døre, vinduer, udemøbler  - og ikke mindst himmel og hav.

Hilsen AC

mandag den 16. juli 2012

Middelhavsstemning

Vi landede fysisk i nat i Ålborg, men er vist ikke landet helt endnu...


Sådan kan en solopgang se ud kl. 5.17 græsk tid. (Jeg må indrømme, at Ole tog billedet - og derefter en morgendukkert i havet - jeg sov...).

Billedet er taget fra vores balkon, hvor vi havde den mest vidunderlige udsigt. Især morgen - og aftenstunder blev nydt her. Lyset skifter hele tiden, og man kan ikke andet end overgive sig fuldstændigt. Det er livgivende at stå tidligt op og sidde at se dagen bryde frem.

Vi har været på Kreta en del gange, men aldrig i Rethymnon. Denne pragtfulde strand ligger 3 stenkast fra byens centrum




Det er hyggeligt at gå en tur i byens gader. Her var vi lidt væk fra de mere turistprægede gader. Og posten er leveret, som I kan se.

Vi har nydt hvert sekund! Badet, daset på stranden, læst masser af bøger (denne har bestået sin prøve), drukket Frappe som formiddagskaffe efter dagens første dukkert, spist lækkert græsk mad.


En helt igennem vellykket ferie som vi kan leve længe på! En vitaminindsprøjtning til krop og sjæl.


Hilsen  AC

lørdag den 30. juni 2012

Sommer

Sjovt nok tror jeg aldrig, jeg når gennem den sidste uge før sommerferien, men nu er den afsluttet på en god og hyggelig måde.

Forventningsfulde skolebørn blev i går sendt hjem med ønsket om en dejlig og afslappende sommer. De har fortjent ferien!
Det har vi andre også, synes jeg. Her til sidst skal årets tråde samles og gerne blive til en helhed.
Denne sang synger alle store som små med på den sidste dag:


Ferie, ferie, ferie,
slap nu af, du har fri,
og syng en glad melodi.
Op mod solen ler vi,
den vil skinne, til ferien er forbi.

Lige nu holder jeg pause i strygetøjet - kufferten skal pakkes. Vækkeuret ringer kl. 3 i nat. Når vi når lufthavnen i Ålborg, starter ferien for alvor! Vi skal ned til den dejlige græske ø, Kreta.

Om vi glæder os?

God sommer til jer med et billede af min vin, som den ser ud lige nu.


Hilsen AC