Det seneste, vi hidtil har besøgt øen, er i slutningen af august.
Denne gang blev det så i oktober, vi kom hjem i går.
Tirsdag formiddag var vi på stranden og badede, men skyerne trak mere og mere sammen, så vi rykkede op på balkonen, og lidt efter væltede det ned med regn, og det fortsatte hele eftermiddagen.
Det var meget fascinerende at sidde der i sommertøj, mens det styrtede ned, og vi spiste enkel frokost med lidt godt græsk brød, tun og friske grøntsager.
Til aften klarede det lidt op igen, og resten af ugen var der dejligt vejr.
Jeg elsker at stå op om morgenen og sidde på balkonen, mens dagen vågner lige så stille. I oktober er det nok den køligste tid på dagen, men i løbet af kort tid kan jeg mærke, hvordan lunheden sniger sig ind, og jeg kan lægge den trøje, der er nødvendig i starten.
Som om sommeren kunne vi være udendørs - også om aftenen - i sommertøj, enkelte aftener med en trøje over skulderen. Når vi kom hjem efter at have været ude at spise om aftenen, kunne vi slutte dagen af på balkonen.
Selv om jeg elsker sommervarmen i juli, er det da noget rarere at bevæge sig rundt på denne årstid, der er varmt, men ikke ulideligt f.eks. at gå bytur.
Så at rejse på denne årstid kan klart anbefales, hvis man er indstillet på, at vejret kan skifte lidt.
Vi har nydt hvert sekund af ugen og glæder os allerede til næste gang!
(PS: Lige nu kl. 13 - 14 græsk tid - er der 27 grader i skyggen i Chania. I Hjørring er der 9 og regnvejr).
Hilsen AC
Ikke dårligt med sådan en oktober tur til Kreta.
SvarSlethilsen Mona
Nej, det var helt vidunderligt. Vitaminer til efteråret!
Slet