lørdag den 13. april 2013

Inspirerende dag

Biblioteket i Hjørring havde inviteret Annette Danielsen til 3 timers inspiration. Det var der 99 kvinder, der havde fået billet til i dag.

Jeg har før mødt Annette, og hun var som altid meget inspirerende.


Selv om jeg har set mange af hendes modeller før og strikket en del af dem, bliver der ved med at dukke nogle op, som jeg bare får lyst til at strikke.

Annette har flere bøger på bedding - jeg glæder mig!

Billedet er af Cumulus, som jeg strikkede i 2010, den er jeg meget glad for.
Hilsen AC

søndag den 7. april 2013

Flere småtterier


Der er da blevet strikket i den dejlige påskeferie og tiden derefter.


Det er nu ikke for, der er blevet så meget færdigt, men dette lille sæt er sendt til en dejlig lille dreng.

Begge modeller har jeg strikket tidligere, så der er ikke meget mere at sige om dem, end at de er mere end godkendte.
Der kan læses facts om dem f.eks. her og her.

Kirsebærtræerne blomstrer - men kun indendørs:-)


Hilsen AC

lørdag den 23. marts 2013

Så er der ferie

Roen sænker sig.
Påskeferien er nu startet, og det er tiltrængt!

Huset dufter af nybagte boller, og dejen til løgtærte med røget laks ligger klar i køleskabet.

Der har ikke været så megen strikketid den sidste tid, men Pine skrider planmæssigt frem.


Sideløbende er der strikket lidt småtterier, så kurven med monteringsarbejde står klar.


God  solskinslørdag - AC

lørdag den 9. marts 2013

Pine nr. 2

Da Helga Isager udgav sin svenske bog: Finstickat, læste jeg et sted, at Pine er med i en anden udgave.
Jeg strikkede Pine, da den var med i Boligliv og er meget glad for den, men den nye og tyndere udgave frister.


Jeg har lånt bogen på biblioteket og har lige været en hurtig tur i Tversted.

Først til lagersalget, hvor jeg var heldig at få (billig) Spinni og derefter ned i butikken efter Alpaca 1. Jeg havde på forhånd udset mig et par farvemuligheder, og da denne gråblå - som var en af farverne på listen - var der i Spinni, havde jeg ikke brug for  betænkningstid.


Spinnien er vundet op, så nu vil jeg sætte mig godt til rette og slå op til et hyggeligt strikkeprojekt.

Hilsen AC

søndag den 3. marts 2013

Dejlig dag

Jeg har før deltaget i workshops, men det er første gang med kvinder, hvis blogs jeg læser, så det var en ny oplevelse! Tak til jer for en meget hyggelig dag.


Ellen Holm havde arrangeret en dag med vævestrik og en præsentation af sine egne designs. Der var mange, der kom på ønskelisten... Jeg glemte at købe Amalie, men der er vist også en anden udgave på vej, så det kan være, det bliver den i stedet.
Vi blev beværtet på bedste vis med lækre tærter, salat og kage.

Lene og Mona har skrevet og vist billeder fra dagen. Som dem fik jeg heller ikke strikket så meget. Snak og latter "forstyrrede" den rette tælling af masker.

(Lænker)

Jeg har faktisk strikket vævestrik før. Det kræver koncentration især ved starten af mønstret, men enkle midler giver en meget fin struktur.

(Pyramide)

Fortsat god søndag
AC

tirsdag den 19. februar 2013

Hæklede firkanter


Lapperne skifter helt udtryk, når de bliver hæklet sammen.


Egentlig er det meningen, at det skal blive til et lille tæppe til at have liggende i bilen.



Som lige kan dække en bænk, når der skal nydes en udsigt, drikkes en kop kaffe eller...



Jeg leger lige med striber på den ene side. Nu må vi se, hvor det ender.
Firkantens mønster er lige her.
Hilsen AC

Undvigelsesmanøvre

Jeg forsøgte ellers.
Købte et bundt med 3 par i Føtex.
Men de var ikke varme, lød det.
Så jeg måtte i gang.


Værsgo Ole. 1 par hjemmestrikkede varme sokker i str. 46. Strikket med 2 tråde strømpegarn efter en helt alm. gammel opskrift, jeg plejer at bruge.


Frem fra gemmerne er fundet nogle lapper.


Lige nu er de (næsten) hæklet sammen. Mere følger...
Hilsen AC