fredag den 28. juni 2013

Hov - så kom den endelig ferien

Den har været længe ventet denne sommerferie!

Det har været et hårdt forår i skoleverdenen, som de fleste ved. Samtidig har jeg ved siden af min undervisning videreuddannet mig, hvilket har medført opgaveskrivning(er) og eksamen, så alt i alt har det været et hårdt år.


Denne skønne strand venter nu! I morgen flyver vi til Kreta. Vi skal dase, bade, spise lækkert græsk mad og læse en masse gode bøger. Slentre rundt i Rethymnon og bade igen.
Om jeg glæder mig?

God sommer til jer alle!
Hilsen Anette

søndag den 9. juni 2013

Der var optaget...


Da jeg havde set Leas akelejer, måtte jeg lige ud at kigge på mine egne.
Bagest i haven har vi et bed med bregner, akelejer og andre ting, der spreder sig selv. "Taget" er et æbletræ og enkelte buske/små træer.



Når først man har fået akelejer i sin have, spreder de sig villigt. Det kan jo være en fordel eller en ulempe... Her i baghaven er der plads til det.
Her blander de sig med gule valmuer (Gul valmuesøster - tror jeg).


Jeg skulle lige sidde lidt på terrassen, nå nej det skulle jeg så ikke:-)

God søndag
Hilsen AC

onsdag den 29. maj 2013

Striber i stribevis

"Strik med stumper" var ventet med spænding.
Annette Danielsen laver fantastiske trøjer. Lidt skuffet blev jeg, da jeg købte hæftet.
Måske var det farveholdningen, der var medvirkende til det?

Da jeg tidligere i foråret var til foredrag med Annette Danielsen, så jeg modellerne opstrikket, og jeg må sige, de "vinder" ved selvsyn.


Turen gik derefter til Holst garn og hjem kom et udvalg af de blå og grønne farver, jeg holder så meget af. (Jeg har jo næsten ingen på lager hmm...).


Jeg har strikket på den mellem andre projekter. Kroppen er færdig, nu mangler der en krave og et par ærmer.
Hilsen AC

søndag den 26. maj 2013

Poncho og næsten sommer

Gennem de seneste uger harjeg haft meget travlt med eksamen, som nu er veloverstået. Derfor føler jeg næsten, jeg har sommerferie, selv om der er et stykke tid til endnu.
Den kommende uge har jeg afspadsering, dejligt!



Mens jeg har læst til eksamen er denne fine poncho hoppet af pindene. Den er vasket og klar til brug.
Citronmoster har lavet det fine mønster og delt det med os alle lige her. Tak for det!


Den passer perfekt, og jeg er sikker på, at den vil blive brugt rigtigt meget.

Fakta

Mønster: Citronmosters poncho
Garn: Holst supersoft - farven Willow - som på mine billeder er alt for lys
Pinde: Nr. 4
Størrelse: Jeg er normalt en str. M. Den er strikket helt efter opskriften og passer mig
Fra lager: Nej, købt på Saltum Uldfestival


onsdag den 15. maj 2013

Mere babystrik

Han må jo ikke fryse - nevøens julebaby. Og så er det altså meget hyggeligt med strik i de små størrelser. Det bedste er dog, at det bliver flittigt brugt!


Mønstret er perlestrik med lodrette linier af fremhævede masker.


Fakta

Mønster: Marie - gratismønster fra 123knit.com
Garn: Merci - 50% uld, 50% bomuld. Farven blåbær og kanter i terra. Blødt, blødt!
Pinde: nr. 3
Størrelse: 3 - 6 mdr.
Fra lager: Nej - købt hos Ret & Vrang i Hirtshals (fin lokal garnbutik)

Den grønne cardigan med knapper er i virkeligheden i de samme farver som vesten og futterne på billedet.



Fakta

Mønster: Rilletrøje med ribkanter fra "Babystrik på p. nr.3" af Lene Holme Samsøe
Garn: Trunte fra Hjertegarn - ren superwash uld
Pinde: nr. 3
Størrelse: 6 mdr.
Fra lager: Ja

Hilsen AC

søndag den 12. maj 2013

Turen gik til Saltum

I denne weekend er der Uldfestival i Saltum.

Egentlig havde jeg ikke tid, jeg har deadline på en opgave, der skal afleveres i morgen, men det er altså meget hyggeligt at komme til Saltum...

Som altid har man fornemmelsen af en rigtig god stemning, og selv om der er mange mennesker, tager alle det roligt og afslappet.

Jeg fik ikke taget fotos, men det gjorde bl.a. Mona (det var hyggeligt at hilse på dig og din søster).



Birthe Sahl er et must. Denne gang blev det til øreringe.


På forhånd vidste jeg, at jeg skulle omkring Holst Garn. For nogle uger siden besøgte jeg hendes lager i Åbybro og forelskede mig i farven Willow, så jeg skulle have en cone med hjem. Planen er en cardigan  i garnet, men jeg slog lige op til denne fine poncho.


Dette kit med garn, opskrift og fine knapper (fra Birthe Sahl selvfølgelig) fristede over evne. Cardiganen har fine vævestrikkede kanter. Så der er lige lidt mere til lageret.

Der var rigtigt mange fine stande, men jeg måtte hjem til skrivebordet igen - så det blev desværre kun en hurtig rundtur i år.
Fortsat god søndag 
AC

lørdag den 13. april 2013

Inspirerende dag

Biblioteket i Hjørring havde inviteret Annette Danielsen til 3 timers inspiration. Det var der 99 kvinder, der havde fået billet til i dag.

Jeg har før mødt Annette, og hun var som altid meget inspirerende.


Selv om jeg har set mange af hendes modeller før og strikket en del af dem, bliver der ved med at dukke nogle op, som jeg bare får lyst til at strikke.

Annette har flere bøger på bedding - jeg glæder mig!

Billedet er af Cumulus, som jeg strikkede i 2010, den er jeg meget glad for.
Hilsen AC