onsdag den 23. januar 2013

Varme fødder til de små - og de store

Denne model til små babyfødder er blevet valgt af forældrene, som dem der sidder bedst, blandt dem jeg har strikket.


Når den sidste er syet sammen, skal de lige skylles op, så kan de sendes længere ned i Jylland.

Mønstret hedder iina-sokker og er fundet på en fin norsk blog. Et godt og nemt mønster at strikke efter.
Begge er strikket på p.3. De blå i Lanett babyull fra SandnesGarn og de grønne/grå i Trunte fra Hjertegarn.

Det er jo ikke kun babyer, der skal have varme fødder, det skal vi andre også. Der har været en del indlæg på forskellige blogge den sidste tid om strømpestrikning.



Skal de strikkes oppefra og ned - eller omvendt? Et eller to par ad gangen? På 4 pinde eller rundpind?
For et par år siden fik jeg Lene Randorff Larsens bog: To på én pind - fra tå til top.

På lørdag er hun på Hirtshals bibliotek, jeg har købt billet, og jeg glæder mig!
Hilsen AC

søndag den 20. januar 2013

Varme striber

Her er så det færdige resultat af A mystery with Joji


Det er første gang jeg har prøvet at deltage i en KAL.
Tidspres og deadlines kender vi vel alle - og jeg har følt lidt af det undervejs, men man bestemmer jo trods alt selv farten. Jeg kunne sagtens finde på at deltage en anden gang.


 Jeg kan vældig godt lide de grafiske linier, der er i tørklædet, og er glad for farvevalget.


Mønstret er kommet i 4 dele med en uges mellemrum. Første del "trak tænder ud." Krusedullerne (= frynserne) var altså ret seje at komme igennem. Herefter var det bare at strikke løs.
Sidste del var de vandrette striber øverst.
Mønstret er velskrevet og let at følge - jeg har ikke lavet nogle ændringer (ikke bevidst:-))

Fakta


Mønster: A mystery with Joji by Joji Locatelli
Garn: Grå - lagersalg fra Isager, mørklilla - supersoft fra Holst garn, rødlilla fra Design Club
Pinde: 3 ½
Størrelse: Der er valgmulighed mellem 2 størrelser - dette er det mindste
Fra lager: Ja; af det grå er der ca. 1 m tilbage af 50 g. Der er brugt lidt mere af de to øvrige farver

Hilsen AC

lørdag den 19. januar 2013


Der er det mest fantastiske vejr i dag: Klar blå himmel, frost og det hele er dækket af et tyndt lag hvidt sne, det kan vist ikke blive meget bedre.
Det har været en ret så travl uge, så dagen i dag nydes med færdiggørelse af tørklædet/sjalet med striber og kruseduller. De sidste masker blev strikket i går, så nu er jeg i gang med at hæfte ender, det går rimeligt tjept, så mon ikke det når i vaskemaskinen i dagens løb.


En af julegaverne skal tages i brug. Islanternen skal fyldes med vand og en tur i fryseren, så den kan stå sin prøve.
God lørdag!
Hilsen AC

torsdag den 10. januar 2013

Julebabyen

Min nevø og hans kæreste skulle jo have en lille julebaby.
Mens hele familien ventede sammen med de kommende forældre, var det jo ikke til at lade strikkepindene ligge.
Bl.a. strikkede jeg denne sømandstrøje (som ligger og venter på, at babyen bliver lidt større - og det går vist hurtigt...). Se Fakta nederst.



Her er han så! Med tilladelse fra forældrene (som selv har fotograferet). Billedet er lidt rystet, da han heldigvis er aktiv! Han ventede ikke helt til jul, men fik den fine fødselsdagsdato: 12.12.12. Så han er ret præcist 4 uger her.
Vi kan selvfølgelig ikke stå for ham!


Han har en af de små veste på, som jeg tidligere har vist.


Fakta

Mønster: Sømandstrøje fra Mayflower - opskriften ligger på siden. Jeg fulgte opskriften helt.
Garn: Trunte fra Hjertegarn (100% merinould - superwashbehandlet)
Pinde: 2 ½
Størrelse: 3 mdr.
Fra lager: Nej

Hilsen AC

mandag den 7. januar 2013

Ikke helt på omgangshøjde

... men det går da fremad!
Krusedullerne har fået selskab af striber.


Og vendemasker.


Jeg mangler noget endnu, men det er først på onsdag næste del ankommer, så det er bare med at komme videre.
Det ser lovende ud, synes jeg.

tirsdag den 1. januar 2013

Kruseduller

Ja, det ligner det da. Spændende hvordan det udarter sig. 2. del af denne Mysterie KAL kommer i morgen onsdag, så jeg skal have strikket (mange) flere kruseduller.


Garnet, jeg har valgt, er fundet på hylderne og er fra tre forskellige firmaer: Isager, Design Club og Holst.

Nytårsaften forløb som sædvanligt helt stille og roligt her. Min hund, Tixi, som ellers har et meget stort ego og er svær at skræmme, brød sig overhovedet ikke om menneskers vane med at fyre nytårsskyts af. Så da der efterhånden blev stille udenfor, nød den en luftetur og faldt derefter omkuld. I dag soves der!

I morgen er der så arbejdsdag igen. Jeg er blandt de meget heldige, der har haft en dejlig lang juleferie, så nu skal jeg altså lige vænne mig til tanken om vækkeuret i morgen kl. 6.10.

Hilsen AC