tirsdag den 19. februar 2013

Hæklede firkanter


Lapperne skifter helt udtryk, når de bliver hæklet sammen.


Egentlig er det meningen, at det skal blive til et lille tæppe til at have liggende i bilen.



Som lige kan dække en bænk, når der skal nydes en udsigt, drikkes en kop kaffe eller...



Jeg leger lige med striber på den ene side. Nu må vi se, hvor det ender.
Firkantens mønster er lige her.
Hilsen AC

Undvigelsesmanøvre

Jeg forsøgte ellers.
Købte et bundt med 3 par i Føtex.
Men de var ikke varme, lød det.
Så jeg måtte i gang.


Værsgo Ole. 1 par hjemmestrikkede varme sokker i str. 46. Strikket med 2 tråde strømpegarn efter en helt alm. gammel opskrift, jeg plejer at bruge.


Frem fra gemmerne er fundet nogle lapper.


Lige nu er de (næsten) hæklet sammen. Mere følger...
Hilsen AC

lørdag den 16. februar 2013

Jeg undskylder på forhånd

... hvis jeg har lokket en eller flere til Tversted efter mit tidligere indlæg om et garnkup

Det var åbenbart et éngangstilbud med de 50% rabat, nu er rabatten 25%. Der er stadig mange varer på hylderne, og det er da stadig et godt tilbud...

Nu er der vinterferie her i Nordjylland - og det er jo ikke så værst med en uge, hvor man selv bestemmer tempoet:-)
Hilsen AC

mandag den 11. februar 2013

Yndlingstrøjerne

Jeg bruger faktisk mit strik.
Det er disse trøjer - som her hænger til udluftning i frostvejret - bevis på.


Her er det Samsø, som bare flød af pindene. Bagest Mini til voksne fra Design Club, som også blev strikket meget hurtigt.


Cumulus blev strikket på ingen tid: Store pinde og sjov at strikke. Værre gik det med Tankestreg, som af en eller anden grund overvintrede i en strikkekurv, men er den, jeg bruger allermest og på et tidspunkt nok strikker igen. Den er varm, klædelig og meget anvendelig.
Alle trøjerne er strikket i originalgarnerne.

Annette Danielsen, som jo har designet de 3 af trøjerne, er fantastisk, synes jeg. Jeg har hendes bøger med voksenstrik, og de bliver ofte bladret igennem.

Nogle trøjer er bare ikke til at få af igen.
Jeg trænger snart til en ny yndlingstrøje!
Hilsen AC

lørdag den 9. februar 2013

Hvad der er sparet er tjent...

... eller hvad?


Denne pose garn koster 407 kr. men er 1068 kr. værd, så "fortjenesten" er 767 kr.
Men pengene er selvfølgelig kun tjent, hvis jeg under alle omstændigheder skulle have garnet - nå det er vist lidt indviklet Og mere garn skader jo aldrig:-)

Marianne Isager har åbnet endnu en lille butik lige uden for Tversted, den har åbent om lørdagen.
Det er diverse restegarner - udgåede farver og kvaliteter, nøgler med lidt for lidt/meget garn i m.m.
Der betales efter vægt minus 50 %.
I dag var der lidt af hvert bl.a. en hel del Alpacca 2 og Højlandsgarn.

Til en Honey?


Eller denne kombination?


Her ses hele dagens kup. Så nu kan der drømmes om strik!
Hilsen AC

mandag den 4. februar 2013

Mon jeg lærer det?


Garnet strækker langt, når det bruges flere gange:-(



Dette er (læs: var) en Natteravn af Annette Danielsen. Stort set færdigstrikket. Nu ser den ud som til venstre... 1 tråd ÅLJ og 1 tråd Alpacca 1 vundet sammen.

Jeg vidste egentlig godt undervejs, at trøjen ikke passede, men sad fornemmelsen overhørig - det skal man så ikke gøre.

Nu kan jeg give mig til at lege med strikkeprøver...
Hilsen AC

fredag den 1. februar 2013

Varme fødder til de små - og de store 2

Det med de varme fødder kan være tiltrængt, så jeg må vist komme videre med strømpestrikningen!

I denne uge var det min tur til at krybe under dynen med hoste, ondt i hoved og hals osv. så derfor har der været lidt stille.

Sidste lørdag var jeg jo til workshop med Lene Randorff: To på én pind - fra tå til top.
Fint og hyggeligt arrangement!

Disse små sokker ser lidt deforme ud på billedet: Uvaskede og ribkanten, der ser meget smal ud i forhold til resten af sokken - men det er den ikke.


For at afprøve pasformen er jeg i gang med et par til mig selv.



Det er ikke svært at strikke fra tåen og op, metoden med opslagning skal lige gennemskues. Det er heller ikke noget problem at sidde med de to nøgler garn.

Jeg ville egentlig have strikket striber i strømperne, men jeg synes det er for træls at sidde med fx. 4 nøgler garn, når man skal vende pindene hele tiden (så derfor den enlige stribe).

Jeg har ikke overgivet mig helt til denne metode.
Som udgangspunkt synes jeg, det smarte ved metoden er, at man ikke skal sidde og tælle pinde ved sok nr. 2 ved diverse mønstre mm. men stribestrik er altså besværligt, når man ikke (gider) klippe tråden ved hvert farveskift.
(Jeg må vist prøve at strikkehæfte, når jeg kan gøre det i trøjer o.a. kan jeg vel også gøre det her? Egner det sig til sokker?).
Hilsen AC